Undgå Fugt i Vinduer og Døre


Modtagelse af dine vinduer og døre


Det kan kun anbefales, at du selv modtager dine nye vinduer og døre, så vær opmærksom på at gennemgå leverancen for alle synlige fejl og mangler. Når du skriver under på fragtbrevet, skriver du nemlig under på at du har tjekket leverancen for synlige fejl og mangler, og at du ikke senere kan gøre leverandør og transportør ansvarlig for mangler, du burde have set på dette tidspunkt.

Du har herefter op til 7 hverdage til at reklamere over skjulte fejl og mangler, som f.eks. ridser, mærker, etc. Der dukker op når du tager elementerne af pallerne. Muligheden for at reklamere op til 7 dage efter modtagelsen af elementerne er typisk ikke noget der reklameres med, idet leverandøren typisk ikke ønsker at tale om problemer efter leverance tidspunktet.





Underskriften på fragtbrevet er af frigørende virkning for transportøren.
Det gælder det antal colli / styk der er nævnt på følgesedlen / fragtbrevet, og det gælder de omtalte synlige fejl og mangler.



Opbevaring efter levering


Det anbefales at vinduerne ikke udsættes for regn og fugt og i princippet holdes ude af sollyset. Det betyder at vinduer og døre bør opbevares klodset op, for at undgå fugt i vinduer og døre.
Således kan luften ventilere omkring elementerne, mens elementerne opbevares under tag, i en container eller et andet sted, hvor de står tørt og godt, for at undgå fugt i vinduer.
Det anbefales at man, dag for dag, tager de elementer frem som man skal bruge, således at resten opbevares tørt og godt, indtil de skal bruges.





Vinduer som leveres efter de fleste danske normer, leveres fremstillet af træ med et fugtindhold på 12 % ± 3 %. Det kan ikke anbefales at montere vinduer med et fugtindhold som er større end det som er beskrevet i vejledningen for dine vinduer.

Montering af vinduer med højt fugtindhold


Monterer du vinduer og døre, som har et højere fugtindhold, vil de typisk tørre ud efter at have været monteret et stykke tid, når der kommer varme på.
Resultatet kan være, at de nye vinduer og døre ikke sidder tæt, vrider, binder og hvor beslag går dårligt som følge heraf. Der kan ligeledes være tale om at skruer / karmskruer skal efterspændes efter noget tid, når træet er krympet / tørret.





Der kan i særlig ”våde tilfælde” også være tale om råd og skimmelsvamp – selv i nye vinduer og døre – hvilket jo ikke er befordrende for indeklimaet, for ikke at tale om bevisbyrden efterfølgende.
Det kan kun anbefales, at du har en dialog med din håndværker omkring ovenstående før projektet går i gang, og ligeledes at der holdes jævnlige byggemøder for blandt andet at undgå fugt i vinduer.